Brørup Sygehus får nyt liv
Blot tre måneder efter de sidste medicinske sengepladser blev flyttet til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg summer Brørup Sygehus igen af nye aktiviteter. Region Syddanmark og Vejen Kommune opbygger i fællesskab et helt nyt sundhedscenter, der bliver fælles hjemsted for regionale og kommunale sundhedsopgaver.
Region Syddanmark vil fremover benytte bygningen til almen lægepraksis, lokalpsykiatrisk center, regional KOL-rehabilitering, blodbank og laboratorium samt lægevagt og jordemoderkonsultation. Og så fortsætter Veneklinikken, der er den største enhed for behandling af åreknuder i den jyske del af Region Syddanmark, som hidtil.
Vejen Kommune vil benytte bygningen til kronikerindsats, genoptræning, kommunal hjemmesygepleje og til de social- og sundhedsassistenter, der kører ud i Brørup-området.
- Vi får et sundhedsfagligt hus med muligheder for samarbejde på tværs af sektorer. Det giver helt nye perspektiver for udvikling på sundhedsområdet. Så jeg er glad, og jeg er sikker på, at den løsning, vi her er nået frem til, vil blive et forbillede, når der rundt i landet skal lægges planer for de tidligere sygehuse, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
Indflytningen af de nye funktioner vil ske hurtigst muligt. I alt forventes det, at sundhedscenteret kommer til at huse 147 arbejdspladser. I dag er sygehuset i Brørup ejet af Region Syddanmark, men det vil blive opdelt og udstykket i ejerlejligheder til de fremtidige brugere.
Se kort over fremtidige funktioner i Brørup:
Senest fagligt revideret: 05-03-2009