Dette er tekstversionen af Bedre forhold for lungepatienter
Klik her for at komme til den grafiske version af Bedre forhold for lungepatienter

Forside - Læs op - Sitemap


Bedre forhold for lungepatienter


Trapper, trange rum og lungepatienter er ikke nogen god kombination, men hidtil har patienter med ærinde på lungemedicinsk ambulatorium i Esbjerg været nødt til at tage turen op til 1.sal. Det bliver anderledes fremover.

Tryghed
Lungemedicinsk ambulatorium rykker ind i Sydvestjysk Sygehus’ nye tilbygning ”Næsen”, hvor der bliver langt bedre forhold både for patienter og personale.
En forbedring, der er brug for, fortæller afdelingssygeplejerske Katri Søgaard:
- Det betyder at forholdene for vores dagspatienter bliver meget bedre. Det er mere lys og luft – alt er ikke presset sammen på meget lidt plads. Skulle der opstå en akutsituation, så er lægerne også tættere på, og det giver øget tryghed for patienterne.

Hjælp til at få vejret
Lungemedicinsk afdeling behandler især patienter med KOL, men også diverse andre medicinske lungesygdomme, cancer og tuberkulosepatienter, der går til kontrol. Indlæggelsesforløbene er meget varierede og spænder fra stabile forløb til de mere intensiverede, hvor Sydvestjysk sygehus som et af de få steder i landet anvender BiPAP. Det er en form for respirator, hvor vejrtrækningen foregår gennem maske, så patienten ikke skal intuberes, men alligevel får hjælp til at trække vejret.

Tværfagligt samarbejde
Det nye lungeambulatorium i samme hus som sengeafdelingen giver nye, spændende fremtidsudsigter for personalet.
- Det betyder, at vi i højere grad kan blive én samlet enhed.  Det skaber mulighed for mere tværfagligt samarbejde og større smidighed, siger Katri Søgaard. Konkret kan det for eksempel udmønte sig i en form for rotation, hvor nye sygeplejersker under introforløbet kommer en tur i ambulatoriet.
- Og det kan bidrage til, at vi opnår en bedre forståelse for hinandens arbejde, siger Katri Søgaard.
Hun håber, at de nye forbedrede forhold for både patienter og personale kan medvirke til at skaffe en speciallæge i lungemedicin til Esbjerg. En sådan ansættelse kan nemlig betyde, at patienterne også får mulighed for at blive bronkoskoperet, dvs. få foretaget kikkertundersøgelse af luftveje og lunger, i Esbjerg frem for at blive sendt udenbys.


Yderligere info:
Afdelingssygeplejerske Katri Søgaard 79 18 31 32

 

 

Senest fagligt revideret: 12-08-2009




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk