Dette er tekstversionen af Dødeligheden på Sydvestjysk Sygehus er en af de laveste i landet
Klik her for at komme til den grafiske version af Dødeligheden på Sydvestjysk Sygehus er en af de laveste i landet

Forside - Læs op - Sitemap


Dødeligheden på Sydvestjysk Sygehus er en af de laveste i landet


En sygehusindlæggelse skal naturligvis helst ende med en rask patient. Det gør det ikke altid – det er uundgåeligt, at nogle patienter dør på sygehuset. Nogle dødsfald kan undgås, andre ikke. 

Risikoen for at dø under en indlæggelse på Sydvestjysk Sygehus er lav. På Sydvestjysk Sygehus dør der færre, end det statistisk set kunne forventes, med den type patienter sygehuset har. Det viser opgørelser fra den landsdækkende kampagne for patientsikkerhed og kvalitet på danske sygehuse, Operation Life – de såkaldte HSMR-tal.

Sydvestjysk Sygehus har deltaget i Operation Life siden kampagnens start i april 2007, og indtil april i år.  I hele måleperioden er i gennemsnit  87 indlagte patienter døde, hver gang der ”burde” dø 100. Gennemsnittet for hele landet er 94, og for Region Syddanmark 97.

De pæne tal siger dog ikke noget om årsagerne til den lave dødelighed. Noget skyldes ganske sikkert at Sydvestjysk Sygehus har deltaget i Operation Life, men også at sygehuset i mange år har arbejdet systematisk med at lære af de fejl der bliver begået, ligesom der har været brugt energi på at skabe gode, sammenhængende patientforløb.

Regionerne har besluttet, at man fortsat vil følge udviklingen af dødeligheden på sygehusene ved hjælp af HSMR-tal. På baggrund af de erfaringer regioner og sygehuse har gjort sig med målingerne de seneste to år, vil regionerne nu videreudvikle metoden til beregning af HSMR-tallene, så de forhåbentlig bliver endnu mere præcise fremover.

Yderligere info: Kvalitetschef Dorte Rørmann, tlf. 7918 2386

Fakta om måling af patientdødelighed:
HSMR, hospitalsstandardiseret mortalitetsratio, viser antallet af dødsfald på et sygehus som procent af det forventede antal dødsfald, beregnet ud fra landsgennemsnit. Beregningen af HSMR tager højde for den type patienter, der er indlagt på de forskellige sygehuse. Det nationale niveau for HSMR er pr. definition 100 %.
Hvis et sygehus’ HSMR = 100, er der altså ingen forskel på sygehusets og den gennemsnitlige dødelighedsrate. Hvis et sygehus’ HSMR > 100, svarer det til at der dør flere end forventet, og omvendt hvis HSMR < 100, dør der færre end forventet.

Fakta om Operation LIFE:
Operation LIFE er en landsdækkende kampagne for kvalitet og patientsikkerhed på danske sygehuse. Den blev lanceret den 16. april 2007. Kampagnen er sat i gang af Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Tryg Fonden, og den har til formål at forbedre patientsikkerheden generelt. Et af delmålene i Operation LIFE er at nedsætte antallet af dødsfald på de danske sygehuse. Sydvestjysk Sygehus har deltaget på fire af kampagnens seks fokusområder:

- Hurtig og sikker behandling af blodforgiftning
- Forebyggelse af infektioner i forbindelse med anlæggelse af centralt venekateter
- Mobilt akut-team: Eksperter i akut sygdom rykker ud på sygehuset
- Sikker pleje og behandling af patienter i respirator

 




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk