Dette er tekstversionen af Forløber for Fælles Akutmodtagelse fejret
Klik her for at komme til den grafiske version af Forløber for Fælles Akutmodtagelse fejret

Forside - Læs op - Sitemap


Forløber for Fælles Akutmodtagelse fejret


Akut Medicinsk Modtageafdeling hev flagene og kagemanden frem, da afdelingen rundede deres første år. For der er meget at fejre og meget at se frem til for afdelingen, der er første skridt på vejen til den Fælles Akutmodtagelse.
Sydvestjysk Sygehus skal som et af fem sygehuse i Region Syddanmark etablere Fælles Akutmodtagelse, FAM.

En FAM i fuld størrelse kræver bygningsmæssige ændringer, men det bremsede ikke Sydvestjysk Sygehus. Så for præcist et år siden etablerede man AMMA, Akut Medicinsk Modtage Afdeling.

På forkant
AMMA rummer specialerne onkologi, hæmatologi, reumatologi, nefrologi, endokrinologi, kardiologi, neurologi og det lungemedicinske speciale. Eller en slags ”mini-fælles akutmodtagelse”.

Her har man det seneste år høstet en masse gode erfaringer, der vil komme til gavn, når den fælles akutmodtagelse skal foldes helt ud. Det sker, når også Akut Modtage Center med både skadestue og akut kirurgisk modtagelse lægges sammen med AMMA for at forme den Fælles Akutmodtagelse, FAM.

Teamspirit
1 års fødselsdagen 11. marts blev fejret af afdelingen, der på fornemste vis har formået at viske grænserne mellem tidligere specialer og faggrupper ud.

- Teamtanken er det bærende element både i AMMA og i FAM. Teamet sikrer den optimale konstellation af kompetencer og er den afgørende drivkraft. Men det kan kun lade sig gøre med veluddannede medarbejdere med supplerende kompetencer, der arbejder mod et fælles mål, forklarer afdelingssygeplejerske Liselotte Sylvester.

Når FAM bliver en realitet, bliver der én indgang på sygehuset for akutte patienter, hvor der hele døgnet alle årets dage er et team af specialister klar til at tage imod de akutte patienter, så man sikrer hurtig udredning og behandling af alle akutte patienter.

amma

Afdelingslæge Jan Vork fører kniven, da personalet på AMMA fejrer 1 års fødselsdagen med kagemænd, der som det sig hør og bør "mister hovedet" under højlydte skrig.

Om akutmodtagelse på SVS i dag
Akut Medicinsk Modtageafdeling, AMMA varetager den akutte indlæggelse, observation, undersøgelse, pleje og behandling af den akutte medicinske patient. Patienter, der indlægges på AMMA kommer fra egen læge, lægevagten, skadestuen eller direkte via 112-opkald.  Indlæggelsestiden er max. 48 timer inden udskrivelser eller overflytning til relevant specialafdeling.

Akut Kirurgisk Modtagelse, AMC modtager patienter til akut indlæggelse hele døgnet indenfor de kirurgiske specialer ortopædkirurgi, mave-tarmkirurgi, urologi, karkirurgi, plastikkirurgi og gynækologi. Dertil kommer den åbne skadestue i Esbjerg er åben alle døgnets timer, hele året rundt.


Vil du vide mere om Fælles Akutmodtagelser læs her.

Til pressen: Vil du vide mere om AMMA, så kontakt:

Afdelingslæge AMMA Jan Vork tlf. 40 12 89 05
Afdelingssygeplejerske AMMA Liselotte Sylvester 79 18 22 19

 

 

 


 

Senest fagligt revideret: 12-03-2010




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk