Dette er tekstversionen af Radiologisk afdeling passer godt på dine nyrer
Klik her for at komme til den grafiske version af Radiologisk afdeling passer godt på dine nyrer

Forside - Læs op - Sitemap


Radiologisk afdeling passer godt på dine nyrer


Er det ikke farligt?
Patienter møder med en vis skepsis, når de skal CT scannes, fordi de har hørt om kontraststoffer som Omniscan i medierne.  Skepsissen er helt naturlig, men ubegrundet. For der bliver passet rigtig godt på patienterne, når de skal CT- scannes på Sydvestjysk Sygehus, oplyser overlæge Christian Smith-Sivertsen, Radiologisk Afdeling.

Kontraststof er et hjælpemiddel, der farver vævet, så man bedre kan se eksempelvis kræftknuder, betændelse og forsnævringer af blodårerne. På Sydvestjysk Sygehus doseres kontraststoffet ud fra vægt og højde, så patienterne får lige hvad der er brug for – og ikke mere.
Desuden gennemgår man patienten for risikofaktorer som diabetes, nyresygdomme, alder og væskebalance, inden man påbegynder kontraststofundersøgelsen.

Mindre bøvl for patienterne
For at være sikker på, at patienterne kan tåle at få kontrast, så skal nyrefunktionen være i orden, da det er nyrerne, der skal udskille kontrasten igen. Det kræver en relativ frisk blodprøve at tjekke nyrefunktionen. Desværre møder en del patienter til scanning uden en sådan. Det har hidtil resulteret i, at de blev bedt om at komme igen, når de havde fået taget en ny blodprøve.

Sådan er det ikke længere.
For at mindske besværet for patienterne har Radiologisk Afdeling nemlig indkøbt et blodprøve-apparat, så de i løbet af 30 sekunder kan få friske tal for nyrefunktionen hos patienter.
- Det betyder, at vi ikke længere er nødt til at aflyse eller udskyde undersøgelsen. På den måde får vi udnyttet ressourcerne bedre, for det er spildtid, når scanneren ikke er i brug, og samtidig slipper patienterne for en tur til laboratoriet eller egen læge, siger overlæge Christian Smith-Sivertsen.

blodprøve

I forbindelse med en CT-scanning kan der blive brug for, at indgive kontrast i en blodåre. Kontrasten udskilles via nyrerne, og vi skal være helt sikre på, at nyrerne fungerer normalt, da de ellers kan tage skade af kontrasten. På SVS har radiologisk afdeling nu selv mulighed for at tage en blodprøve. Det sparer tid både for patienter og sygehuset.

Livrem og seler
Moderne CT scannere, som dem SVS har, arbejder med den lavest mulige strålingsmængde, og kortest mulig tid for selve undersøgelsen. Ligeledes anvender man kun moderne kontraststoffer, der har betydelig lavere bivirkningsfrekvens end tidligere anvendte stoffer.
Alligevel tager man alle forholdsregler:
- Det er ganske, ganske få patienter, der oplever bivirkninger, men på grund af de erfaringer, man har gjort sig med kontraststoffer ved MR-scanninger, så har vi valgt at gå med både livrem og seler, siger overlæge Christian Smith-Sivertsen.
SVS har fire scannere og foretager omkring 19.500 CT scanninger om året.


 

Senest fagligt revideret: 19-01-2011




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk