Dette er tekstversionen af Diabetesbørn på lejrtur
Klik her for at komme til den grafiske version af Diabetesbørn på lejrtur

Forside - Læs op - Sitemap


Diabetesbørn på lejrtur


12 børn med diabetes er i dag, tirsdag d. 31. maj, draget af sted på to-dages lejrtur sammen med læge og diabetessygeplejersker fra Sydvestjysk Sygehus.
Turen går til Skovly ved Ribe, hvor den står på hyggeligt samvær. Her kan børnene nyde, at de ikke skiller sig ud, fordi de skal måle blodsukker fire gange om dagen og tage insulin, for det skal alle de andre også.

 diabeteslejrtur

De 12 børn sammen med overlæge og to diabetessygeplejersker er klar til afgang.

Børnene tager over
Børnene har alle fået konstateret diabetes. Nogle har haft det i mange år og fælles for dem alle er, at med diabetes som følgesvend, så får mad, fysisk aktivitet, insulin og blodsukker pludselig en central rolle i hverdagen.
Børnene kender hinanden fra diabetesskolen på sygehuset, hvor de og deres forældre har fået vejledning i, hvordan de får et godt liv med sygdommen.

- Men nu er børnene ved at være så store, at de selv skal til at styre deres diabetes. De er i et vadested, hvor forældrene skal overlade styringen til børnene, og det er ikke altid nemt, siger Børneafdelingens ledende overlæge Christina Bjørn, der selv er med på turen.

En uundgåelig del af hverdagen
Der er ikke nogen egentlig undervisning om diabetes på turen. Det er bare hygge – og så alligevel ikke. For diabetes er ikke til at komme udenom.

- Vi skal spise sammen, måle blodsukker, tilpasse mængden af insulin og så videre. Så de kan ikke undgå at komme til at lære noget, siger Christina Bjørn.

Det kan være svært at forholde sig til diabetes foran venner og kammerater, men det er vigtigt, at børnene bliver ved med at passe på deres diabetes og ikke lader som ingenting, når de er sammen med andre. En dårlig regulering af diabetes kan medføre, at de kommer senere i puberteten og på sigt fremprovokere diabetiske følgesygdomme.

Donation
Pengene til turen kommer fra firmaet Telcon. Her har direktøren selv børn med diabetes tæt inde på livet, så firmaet droppede de traditionelle julegaver og valgte i stedet donere pengene til diabetesbørnenes tur.

Om diabetes
I Danmark er der ca. 3.200 børn og unge, der har type 1-diabetes. Hver dag får et barn i Danmark konstateret sygdommen. Desværre tyder forskningen på, at antallet af børn og unge, der rammes af sygdommen, vil stige dramatisk i fremtiden.
Ved type 1-diabetes kan bugspytkirtlen ikke længere producere det livsvigtige hormon insulin.


 

Senest fagligt revideret: 31-05-2011




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk