Dette er tekstversionen af Patienterne får ordet
Klik her for at komme til den grafiske version af Patienterne får ordet

Forside - Læs op - Sitemap


Patienterne får ordet


Håret er nykæmmet. Kaffen damper i koppen. Kirsten Jensen og Poul Hansen slår en sludder af hen over spisebordet. Nyder udsigten over byen. Morgennyhederne kører på tv-skærmen i baggrunden. Brødet er spist. Der er kun krummer tilbage på tallerkenerne. Det er ved at være tid til at komme i gang med dagens dont.

En scene, der kunne udspille sig i mange hjem. Det her er bare ikke et hjem, men et sygehus hvilket også afslører sig, da sygeplejerske Camilla dukker op ved bordenden for at skifte Pouls nikotinplaster. Og om lidt skal Kirsten og Poul i gang med træningen sammen med terapeuterne.

Det sætter Kirsten og Poul pris på. Det er derfor, de er her. For at blive i stand til at tage hjem igen. Men de sætter også stor pris på, at man forsøger at gøre det så hjemligt som muligt, mens de er her.

"...Det er rart, at vi kan sidde her og spise sammen. Der er plads til snak og hygge.." siger Poul Hansen, der har været tre uger på afdelingen. Han blev ramt af en blodprop en dag, han var i banken og vågnede først op igen, da han lå i ambulancen.

Han bor i Esbjerg og var ikke just begejstret, da han fik at vide, at han skulle flyttes til Grindsted for at blive genoptrænet.
"..Det var så langt væk, syntes jeg. Men nu er jeg glad for det. Jeg blev taget rigtig godt imod af personalet.." siger han.

Følgerne af blodproppen sidder stadig i kroppen.
"..Det ramte min højre side. Mit højre øje er der stadig problemer med og armen og benet vil heller ikke rigtig løsne sig, fortæller han. Vi laver masser af træning. Både i at gå og i at flytte ting. Og så bliver man ind i mellem udsat for noget, der kan virke som noget mærkeligt noget: Ergoterapeuten tog en svamp og kørte den op og ned af min arm. Hvad er nu det for noget pjat, tænkte jeg. Jeg troede ikke på, at det ville have nogen betydning, men der har jeg måtte ændre mening..", smiler Poul.


Humøret er højt
"..Jeg kan mærke, at det går fremad. Jeg håber, at komme til at gå ordentligt og bruge hånden bedre.." siger han.

Kirsten Jensen, der også bor i Esbjerg, fik en blodprop, da hun lå hjemme og fik sig et middagshvil. Hun fik datteren i telefonen, og datteren kunne høre, at den var helt galt med Kirsten, hvis sprog var vrøvlende. Efter 14 dage på sygehuset i Esbjerg blev hun sendt videre til Grindsted. Hendes umiddelbare reaktion var, at det var langt væk.
"..Men det er et fantastisk sted. Det sociale er godt. Der er plads til, at man kan være sammen og få en snak – og foretrækker man at være sig selv, så kan man gå på stuen.."

Kirsten har været på afdelingen her i syv uger og har derfor også kunne følge med i udviklingen hos sine medpatienter.
"..Det er så dejligt at se, når folk udskrives og kan tage hjem. At se den udvikling og de fremskridt de har opnået virker motiverende for en selv..." siger hun.

Selv blev Kirsten ramt i hele højre side af kroppen.
"..Lige da jeg kom på sygehuset hang den ene side af mit ansigt og jeg talte heller ikke særlig godt. Det er heldigvis blevet bedre, men jeg skal stadig anstrenge mig for at tale.." siger Kirsten.

Benet og armen makker heller ikke ret endnu, men Kirsten klør på med træningen.
"...Jeg har lige været på hjemmebesøg. Det var dejligt, men også hårdt. Der finder man rigtig ud af, hvad det er, man ikke kan.." siger hun.

Hun har klare mål for, hvad hun gerne vil nå.
"..For eksempel har jeg fire trin i lejligheden hjemme. Så jeg laver meget trappetræning, så jeg kan klare mig, når jeg kommer hjem. Men personalet er i det hele taget gode til at fokusere på netop det, man har brug for.." siger hun. 




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk