Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Er dit hjerte i fare, Andresen?

Hvordan står det til med blodårerne i dit hjerte?

Det spørgsmål har 500 sydvestjyske borgere nu mulighed for at få svar på i et stort forskningsprojekt, der skal give lægerne mere viden om årsagerne til hjerte-karsygdomme.

Forebygge blodpropper
De 500 tilfældigt udvalgte 50- og 60- årige kvinder og mænd får tilbudt undersøgelse af hjertet med en hjerte-CT scanner. Scanningen kan afsløre, om der er kalk i kranspulsårerne. Og disse forkalkninger vil lægerne gerne vide mere om, så de kan blive bedre til at forebygge blodpropper.

- Risikofaktorer for udvikling af blodpropper og andre alvorlige hjerte-karsygdomme kender vi, herunder tobak, for højt kolesteroltal, sukkersyge og forhøjet blodtryk. Med undersøgelsen opnår vi større kendskab til sammenspillet mellem disse kendte risikofaktorer og forekomsten af forkalkning af hjertets kranspulsårer, siger overlæge ph.d. Niels Peter Rønnow Sand, Kardiologisk afdeling Sydvestjysk Sygehus.

Kalk i kranspulsårerne
Undersøgelsen skal i første omgang kortlægge, hvor stor en del af befolkningen, der har kalk i hjertets kranspulsårer.
- Det skal så danne grundlag for næste skridt, hvor vi har planlagt at studere, om man kan forebygge yderligere udvikling af åreforkalkning, siger overlæge, ph.d. Niels Peter Rønnow Sand.

Hjerte CT-scanner
Ved undersøgelserne besvarer borgerne spørgsmål om deres fysiske og psykiske helbred. De gennemgår herefter en række målinger af bl.a. blodtryk, vægt, blodsukker og kolesteroltal.
Dernæst undersøges deltagerne med den avancerede hjerte CT-scanner. Med denne får man billeder af hjertets kranspulsårer og dermed oplysninger om kalkindholdet i kranspulsårerne. Kalken viser sig som hvide pletter, og når de er til stede, har patienten med stor sikkerhed kranspulsåreforkalkning. Deltagere, der viser sig at have høj risiko for at få en blodprop, vil blive tilbudt opfølgende kontrol og eventuel behandling.

I alt 2000 deltager
Undersøgelsen er blevet til i samarbejde mellem flere veletablerede afdelinger ved Sydvestjysk Sygehus, bl.a. hjerteafdelingen, røntgenafdelingen og klinisk biokemisk afdeling samt den nyoprettede forskningsenhed ved Sydvestjysk Sygehus og Institut for Regional Sundhedsforskning: Center Sydvestjylland. De 500 personer fra det sydvestjyske område indgår i en større undersøgelse, idet i alt 2000 personer fra Region Syddanmark er udvalgt til at deltage i projektet. Undersøgelserne foregår foruden Esbjerg i Odense, Vejle og Svendborg.

Hvor og hvornår:
De 500 indkaldte møder op i mindre hold hver lørdag i ugerne 42-51 fra kl. 8-15 i Kardiologisk ambulatorium.

Yderligere information:
Overlæge, ph.d. Niels Peter Rønnow Sand, Kardiologisk Klinik, Sydvestjysk Sygehus. 28 40 91 48.

Senest fagligt revideret: 27-10-2009


Siden er sidst opdateret 26-10-2009



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring