Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

SVS overlæge modtager pris

Hvad enten det er en computermus, en gulvskrubbe eller en slagterkniv, der holdes i hånden, så kan det føre til skader, hvis arbejdet udføres for længe eller forkert.

Den problematik satte overlæge Jørgen Riis Jepsen fra Arbejdsmedicinsk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg sig til at forske i, og den indsats er nu blevet belønnet med den prestigefyldte Columnapris 2009.
Jørgen Riis Jepsen håber, at hans arbejde kan være med til at øge fokus på problemet – og de mulige løsninger.
- Påvirkning af armens nerver forekommer at være et meget udbredt problem i befolkningen, og synes at optræde særligt hyppigt hos personer, der arbejder ensidigt, som bruger armen kraftfuldt og/eller arbejder i ubekvemme stillinger.

Langvarig udredning
Columnaprisen uddeles af Dansk Selskab for Muskuloskeletal Medicin. Prisen blev tildelt for den forskning Jørgen Riis Jepsen samt kollegaerne på Arbejdsmedicinsk Afdeling har foretaget om sygdom, der er lokaliseret i armenes perifere nerver.
- Typiske symptomer hos mange af disse patienter er udover smerte en tendens til svaghed/udtrætning samt soven/dødhed i armen eller håndslip. Når disse patienter gennemgår en almindelig klinisk undersøgelse, findes ofte ingen tegn på sygdom. Andre gange gennemgår de langvarig udredning med skanninger og måling af nervernes elektriske funktion - undersøgelser, der ofte heller ikke kan fortælle, hvad patienten fejler. Når undersøgelserne ikke viser noget abnormt, kan lægen og andre omkring patienten mene, at de ikke er syge. Andre opfatter dem nok som syge, men kan blot ikke sige, hvad de fejler, oplyser Jørgen Riis Jepsen.

Uden diagnose
Nogle er af den opfattelse, at det for 3/4 af arbejdsmedicinske patienter med smerter i armene ikke er muligt at stille en præcis diagnose. I stedet for egentlige diagnoser på disse patienter har man derfor internationalt betegnet dem som "repetition strain injury" eller "cumulative trauma disorders", der blot siger, at der er et helbredsproblem i armen, som imidlertid ikke kan karakteriseres nøjere, men som forekommer relateret til belastning.

Et problem i nervesystemet
Når man ikke kan stille en diagnose, er det selvsagt umuligt at behandle og forebygge på rationalt grundlag.
- Kombinationen af smerter, svaghed og føleforstyrrelser tyder på et problem i nervesystemet. Vores tilgang har derfor været at foretage en meget detaljeret klinisk undersøgelse af nervernes funktion. Vores forskning har vist, at denne undersøgelse kan foretages med relativ stor nøjagtighed og præcision, og at der på såvel arbejdsmedicinske patienter, patienter i almen praksis som personer i risikoerhverv - fx. computer operatører - ofte findes mønstre af kraftnedsættelse, føleforstyrrelser og nerveømhed, der kan forklare symptomerne, fortsætter Jørgen Riis Jepsen.

Yderligere information:
Overlæge Jørgen Riis Jepsen 79 18 22 85, mail: joergen.riis.jepsen@svs.regionsyddanmark.dk.

Senest fagligt revideret: 23-11-2009


Siden er sidst opdateret 23-11-2009



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring