

Det sker, fordi patienter i hormonbehandling har øget risiko for knogleskørhed. Scanningerne gør, at man hurtigere kan opfange eventuelle tilfælde af knogleskørhed og dermed hurtigere yde en forebyggende indsats.
Tilbuddet om knoglescanninger er blevet til i et samarbejde mellem Onkologisk og Endokrinologisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus samt de praktiserende læger.
Knogleskørhed kan være lumsk. For så længe man ikke har brud på sine knogler, er den ydre del af knoglerne uforandret – men knoglevævet inde i knoglen bliver udtyndet og porøst.
- Det betyder, at man kan have knogleskørhed uden at mærke smerter, ubehag eller andre symptomer. Men det kan scanningerne afsløre og man kan derved sætte behandling i gang tidligere og dermed måske forebygge knoglebrud, forklarer ledende overlæge på Onkologisk Afdeling, Brita Bjerregaard. Omkring 25 brystkræftpatienter har allerede været gennem knoglescanningen og på årsplan vil omkring 150 patienter på Sydvestjysk Sygehus få gavn af tilbuddet.
Efterbehandlingen af brystkræftpatienterne og knoglescanningerne foregår begge dele på Sydvestjysk Sygehus. Men svaret og den efterfølgende stillingtagen til resultatet går til patientens egen læge, så samarbejdet med patienternes egen læge er helt central.
Ledende overlæge på Onkologisk Afdeling Brita Bjerregård er glad for den positive og hurtige respons på ønsket om samarbejde.
- Det er dejligt, at vi så hurtigt har fået et samarbejde op at stå. Der gik kun et par dage, fra vi besluttede at gå i gang og indtil vi havde tilsagn fra alle parter om, at de ville være med. Selv om det er en ekstra opgave, så sagde både Endokrinologisk afdeling og koordinatoren for de praktiserende læger ja med det samme, siger hun.
I Den Danske Brystcancer Gruppe har man drøftet risikoen for udvikling af knogleskørhed i forbindelse med den antihormonbehandling, som kræftpatienterne får. Endnu er der ikke generelle danske anbefalinger, men på baggrund af internationale anbefalinger samt Dansk Selskab for Knogleforskning har Sydvestjysk Sygehus valgt allerede nu at tilbyde patienter med brystkræft rutinemæssig knoglescanning i forbindelse med opstart af antihormonbehandling.
Antihormonbehandling bruges som efterbehandling af hormonfølsom brystkræft. Medicinen blokerer det kvindelige kønshormons stimulerende effekt på cancerceller eller hindrer dannelsen af de kvindelige kønshormoner i kroppen. Behandlingen har til formål at hindre opblussen af sygdommen både i brystet (og det modsidige bryst) og andre steder i kroppen.
Senest fagligt revideret: 21-05-2010
Siden er sidst opdateret 26-5-2010
Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring