Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Klinikkens funktionsbeskrivelse

Funktionsbeskrivelse Arbejds- og Miljømedicinske Klinikker i Region Syddanmmark

Arbejdsmedicinsk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg

Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital
 


1. Specialet

1.1 Arbejds‑ og miljømedicinen er den lægelige disciplin, der omhandler samspillet mellem påvirkninger i arbejdsmiljøet eller ydre miljø og sygdom og helbred hos mennesker.

1.2 Arbejds‑ og miljømedicinens hovedformål er forebyggelse. Alene herved adskiller arbejdsmedicinen sig fra andre lægelige specialer, der først og fremmest lægger vægt på behandlingsindsatsen.

1.3 Fagets videnskabelige litteratur er ganske omfattende og går mere end 300 år tilbage i tiden. I dag formidles den hastigt stigende arbejdsmedicinske viden, ligesom i andre specialer, fortrinsvis gennem tidsskriftsartikler. Der findes mindst 10 internationalt anerkendte videnskabelige arbejds‑ og miljømedicinske tidsskrifter, heraf et skandinavisk.

1.4 Som selvstændigt lægeligt speciale har arbejdsmedicinen i Danmark eksisteret siden 1983. Der er ca. 60 arbejdsmedicinske speciallæger i Danmark. Heraf er halvdelen ansat på de arbejdsmedicinske klinikker. Resten fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem Arbejdstilsynet, bedriftsundhedstjenesterne samt universiteterne og andre forskningsinstitutioner.


2. Klinikkerne

2.1 Der findes to arbejdsmedicinske enheder i Region Syd 

2.2 Udbygningen inden for det arbejdsmedicinske område er primært foretaget på grundlag af Indenrigsministeriets cirkulære af 17. juni 1977 "Vejledende retnings-linier vedr. sygehusvæsenets arbejdsmedicinske ambulatorier og klinikker m.v. "
I 1984 blev der udarbejdet et "Notat vedrørende Arbejdsmedicinske afdelinger på amtsplan".
Notatet blev forelagt for Sundhedsstyrelsen, som tog det til efterretning.I dette notat, som definerer arbejdsområdet i dag, blev de arbejdsmedicinske klinikkers arbejdsopgaver opdelt i

a.  Den arbejdsmedicinske patientundersøgelse.
b.  Undervisning, information og formidling.                     
c.  Forebyggende undersøgelser, forskning og udvikling.

2.3 Man ønskede en ligelig vægtning af arbejdsindsatsen på de tre hovedområder, så den arbejdsmedicinske afdeling havde mulighed for at deltage i det rådgivende, udviklende og forebyggende arbejde ud over patientundersøgelserne.

2.4 Den toksikologiske vurdering af sundhedsskadelige påvirkninger i arbejdsmiljøet og i det ydre miljø er principielt ens. For flere arbejdsmedicinske afdelinger har det derfor været naturligt at inddrage det klinisk miljømedicinske område, og både det videnskabelige selskab og flere afdelinger har ændret navn, der indeholder både det arbejds‑ og miljømedicinske aspekt.

2.5 På flere af regionens arbejdsmedicinske klinikker foregår der for tiden en udvikling på det klinisk socialmedicinske område, og på enkelte afdelinger er væsentlige dele af amternes eller kommuners medicinske vurderinger i revalideringssager lagt i hænderne på de arbejdsmedicinske klinikker.


3. Klinikkernes opgaver

3.1 Klinisk vurdering af patienter, der er henvist på mistanke om erhvervssygdomme, er som det fremgår af det forannævnte kun en del af klinikkernes arbejdsopgaver. Indtil videre har patientarbejdet dog indtaget en stor central plads, hvilket har givet problemer med at få tid til at løse de øvrige opgaver.
Rådgivnings‑ og formidlings-forpligtelse overfor læger, repræsentanter fra andre sundhedsfaglige grupper, Arbejdstilsynet, bedriftsundhedstjenester, Arbejdsskadesstyrelsen, arbejdsmarkedets parter og andre interesserede på området, tager også en stor del af klinikkernes tid, mens det mere perspektivrige og fremadrettede forsknings‑, dokumentation og udviklingsarbejde desværre indtager en mere beskeden plads.

3.2 Forebyggelse .
­De arbejdsmedicinske klinikkers overordnede mål er at medvirke til forbedring af befolkningens sundhed gennem forebyggelse af arbejdsbetingede sygdomme. Det sker på flere måder og flere niveauer.

3.2.A....gennem patientudredninger
a.)
Diagnostisk udredning i arbejdsmedicinsk regi tjener det dobbelte formål at sikre patienten en sufficient behandling og prognostisk vurdering, samt at fastslå eller afkræfte en evt. årsagssammenhæng mellem arbejdsmæssige eksponeringer og helbredseffekter, som basis for forebyggende tiltag på arbejdspladsen og eventuel erstatning til patienten. Det kliniske arbejdsmedicinske arbejde finder oftest sted i samarbejde med andre kliniske og parakliniske afdelinger m.h.p. diagnostisk afklaring, behandlingsmuligheder og prognose. Den prognostiske vurdering indbefatter en vurdering af patientens fremtidige erhvervsevne. Udredningen inde­bærer også kontakt til en lang række andre instanser, som sygehusafdelinger ikke normalt samarbejder med, nemlig virksomheder, producenter, leverandører, bedrift-sundhedstjenester, myndigheder, universitetsinstitutter, brancheorganisationer, faglige organisationer og teknologiske videnscentre.

b.) Arbejdsmedicinsk patientarbejde adskiller sig fra andre kliniske sygehusafdelingers patientarbejde ved understregningen af, at forebyggelse er det primære mål med afdelingens funktion. Netop af den grund må hver patient, der får konstateret en arbejdsbetinget sygdom, opfattes som udtryk for insufficiens af det forebyggelsessystem, som klinikken er en del af.
Derfor kan en stor produktion i form af mange patientundersøgelser og behandlinger heller ikke være det eneste, eller det vigtigste mål for en seriøs arbejdsmedicinsk afdelings virke.

Påvisning af en arbejdsbetinget sygdom hos den henviste patient bør altid initiere tiltag på arbejds­pladsen, med det formål at ændre uheldige eller skadelige arbejdsmiljøforhold. Den arbejdsmedicinske opfølgning af patienterne omfatter således ikke kun behandling (der som hovedregel finder sted i den primære sundhedssektor eller på andre sygehusafdelinger), men også kontakt til virksomheder, fabrikanter, leverandører, myndigheder, brancheorganisationer, faglige organisationer med videre. På den måde virker de kliniske arbejds-medicinske undersøgelser primært forebyggende[1].
Den primære forebyggelse kan ske gennem ændring af arbejdsprocedurer, arbejdshygiejniske forhold eller ved substitution af farlige stoffer og materialer med mindre farlige samt gennem erhvervsvejledning.
Desværre må man erkende, at det indenfor visse fag og brancher er næsten umuligt at komme igennem med mere vidtgående fore-byggende tiltag.
Det er først og fremmest indenfor de brancher, hvor arbejds-markedets parter er enige om produktionsformer og aflønningssystemer, som sikrer de ansatte en høj løn og arbejdsgiverne en høj, effektiv produktivitet.Det mest betydningsfulde eksempel herpå er slagteribranchen, hvor det ikke er ualmindeligt at slagteriarbejdere ligger på over 200% i forhold til akkord‑normen.Det betyder, at de populært sagt udfører to mands arbejde i løbet af en arbejdsdag.

c.) På individniveau udføres også sekundær forebyggelse [2].
Dette gøres ved at påvirke potentielle skadelige effekter i arbejdsmiljø-påvirkninger så tidligt, at de endnu ikke har udviklet sig til egentlig eller kronisk sygdom. Denne opgave er især vigtig i sammenhæng med særligt sårbare arbejdstagere, der på den måde kommer til at virke som indekspersoner eller indikatorer for et potentielt sundhedsskadeligt arbejdsmiljø.

d.) Den tertiære forebyggelse[3]på individniveau sker hovedsagelig gennem erhvervsvejledning og rådgivning vedrørende omplacering på arbejdspladsen samt rådgivning i forbindelse med revaliderings‑ og pensionssager. Kompensation efter arbejdsskadeforsikringslovgivning kan også nævnes her, idet den forebyggende effekt af dette system viser sig ved, at der samfundsmæssigt ofte gribes ind overfor arbejdsmiljøforhold, der resulterer i sygdomme som medfører stor økonomisk belastning for samfundet. Et eksempel herpå er opløsningsmiddel-forgiftninger, der næsten er udryddet i Danmark efter 20 års bevidst arbejds-medicinsk indsats.

3.2.B. gennem udvikling, dokumentation og forskning
a.) De kliniske arbejdsmedicinske undersøgelser af henviste patienter, identificerer foruden specifikke arbejdsmiljøproblemer på konkrete arbejdspladser (hvor problemerne bør løses lokalt) ofte generelle arbejdsmiljøproblemer i bestemte jobs eller brancher eller hos særlige risikogrupper. I en del tilfælde er det ikke muligt uden en særlig undersøgelsesindsats at afgøre, om patienten er blevet syg af arbejdet eller om ophobning af sygdomstilfælde, gener og symptomer på en arbejdsplads er betinget af erhvervsmæssige eksponeringer. I sådanne tilfælde må der gennemføres en mere omfattende udredning end blot undersøgelse af en enkelt patient. I stedet må der gennemføres systematiske iagttagelser og gruppe-undersøgelser af andre ansatte i samme job, fag, brancher eller indenfor samme arbejdsfelt. Det kan således være nødvendigt at foretage egentlige arbejdsplads-udredninger i form af gruppearbejdsplads‑ eller brancheundersøgelser for at dokumentere (eller afkræfte) en sammenhæng mellem arbejdets gener og symptomer og sygdomme hos grupper af ansatte.

b.) Arbejdspladsændringer ‑ hvad enten disse er tekniske eller organisatoriske, og hvad enten de er betinget af miljø, arbejdsmiljø eller andre hensyn ‑ kan de være kostbare og kan hæmme virksomhedens produktion og produktivitet. Der skal derfor solid dokumentation og gode begrundelser til at initiere omfattende ændringer af produktionsformer og arbejdsprocedurer. Den sundhedsfaglige rådgivning, der gives af arbejdsmedicinske klinikker må derfor placeres på sundhedsvidenskabelig nøgternhed og med samme objektivitet, omhu og præcision, som anvendes i videnskabelige arbejder, ligesom konklusionerne må baseres på samme korrekte, kritiske og saglige upartiskhed.

c.) Forebyggelse skal baseres på rationel viden. Rationel viden kan kun indhentes gennem systematiske iagttagelser eller egentlige forskningsprojekter. Derfor har de arbejds‑ og miljømedicinsk klinikker en speciel forpligtigelse til at systematisere og formidle sine iagttagelser i form af forskningsrapporter, videnskabelige artikler og deltager på den måde også på gruppeniveau i både det primære, sekundære og tertiære forebyggelsesarbejde. Samtidig har klinikkerne naturligvis en særlig forpligtelse til at følge med i fagets udvikling gennem efteruddannelse, læsning af tidsskriftsartikler og opsøgning af ny viden via de nye elektroniske medier.

3.2.C. gennem rådgivning, formidling og undervisning
a.)
På individniveau bidrager de arbejds- og miljømedicinske klinikker den primære forebyggelse gennem formidling af arbejdsmiljø viden, herunder egen og andres analytiske, eksperimentelle og epidemiologiske forskningsresultater. Målgruppen for denne formidling er først og fremmest de henviste patienter, men også henvisende læger, der søger arbejdsmedicinsk rådgivning skriftlig eller telefonisk eller som deltager i de undervisnings‑ og uddannelsesarrangementer som klinikkerne forestår eller medvirker i. De hyppigste spørgsmål, der rettes til klinikkerne er spørgsmål fra praktiserende læger om potentiel fosterskadende effekt og arbejdsmiljøpåvirkninger. Den primære forebyggende effekt af denne aktivitet er således forebyggelse af fosterskader. Men der ydes rådgivning indenfor hele det brede arbejdsmedicinske felt, også på arbejdspladsniveau til særlige risikogrupper, virksomheder og organisationer og andre professionelle med tilknytning til sådanne potentielle risikogrupper. Sidstnævnte form for rådgivning gives foruden telefonisk ofte ved møder for virksomheder og organisationer, sikkerhedsrepræsentanter med videre.


4. Arbejdsmedicinen under stadig forandring

4.1 I almen praksis og på mange kliniske afdelinger kan man sikkert ofte stå sig ved, at være en smule afventende overfor nye procedurer eller behandlingsformer, indtil de i praksis har bevist deres værdi med hensyn til effekt, compliance, bivirkningsmønstre, behandlingsøkonomi og hvad der ellers skal tages i betragtning. På de arbejds‑ og miljømedicinske klinikker, når vi ingen vegne ved kun at interessere os for gårsdagens problemer. Vi må følge med i den rivende udvikling indenfor produktion og teknik, som finder sted i erhvervslivet og i de ændringer i arbejdets organisering, der finder sted på hele arbejdsmarkedet. Arbejds‑ og miljømedicin er i sin natur foranderlig og dynamisk. Forandringer i produktion og i arbejdsliv medfører også hurtige ændringer i arbejdsmiljøet og dermed ændringer i mønsteret for de arbejdsmedicinske problemer. Den hidtidige udvikling har desværre været sådan, at der ved indførelse af ny teknologi ikke altid er blevet tænkt i arbejdsmiljøbaner, hvorfor ny teknik ofte har medført nye arbejdsmedicinske sygdomme. Man kan blot tænke på følgende klassiske eksempler:

  • asbestinduceret lungelidelse som følge af udstrakt brug af asbest l (til isolation og bremseklodser)
  • tungmetalforgiftning ved metalsmelteprocesser og støbeprocesser
  • forgiftning efter udsættelse af organiske opløsningsmidler
  • høreskader på grund af støjede maskineri

4.2 Gennem de sidste 10‑15 år er der uomtvistelig sket en betydelige højnelse af bevidstheden overfor arbejdsmiljøproblemer i hele samfundet, også hos de, der planlæggert eknik og arbejdspladser. Men som følge af de ændrede produktionsvilkår og nye materialer erkendes stadig nye arbejdsmedicinske sygdomme. Fra de senere år kan nævnes indeklimasyndromet, methymetacrylatallergier og andre erhvervsbetingede allergier. Det er dog ikke de sygdomme, der kvantitativt er de dominerende arbejdsmedicinske sygdomme, det er derimod

  • bevægeapparatsygdomme
  • lunge‑ og luftvejssygdomme
  • hudlidelser
  • psykiske arbejdsmiljøproblemer
  • svangerskabsrelaterede sygdomme/fosterskadende påvirkninger

Det er også disse arbejdsmedicinske sygdomsgrupper, der har en væsentlig indflydelse på befolkningens sundhedstilstand, på sygefraværet og ‑ for de fire førstes vedkommende ‑ på udstødningen fra arbejdsmarkedet.


5. Arbejdets fremtid ‑ fremtidens arbejde

5.1 Informationsteknologiens hastige udvikling, globaliseringen, den stigende automatisering og mekanisering i arbejdslivet får mange til at tro, at det manuelle arbejde om nogle år mere eller mindre bliver afskaffet. Sådan har man altid forestillet sig fremtiden. Og selv om det var sådan, ville en reduktion af det manuelle arbejde næppe i sig selv medføre afskaffelse af arbejdsrelaterede problemer eller sygdomme, men nok en ændring i sygdomsmønsteret, f.eks. som følge af monotone arbejdsopgaver, psykisk belastning eller fysisk inaktivitet.

5.2 På en nylig afholdt nordisk konference om fremtidens arbejde var de mest kvalificerede skøn dog, at om 20 år ‑ eller i det hele taget så langt ud i fremtiden, man kunne forestille sig ‑ ville 20‑30% af arbejdsstyrken stadig være beskæftiget med praktiske og/eller manuelle arbejds‑ funktioner, næsten som i dag.

Der vil nok ske en forskydning i behovet for manuel arbejdskraft mellem brancherne, så færre bliver beskæftiget med manuelle samlebåndsfunktioner i industrien, mens flere forventes at blive beskæftiget i fag, der har at gøre med service, sundhed, omsorg og pleje. Her vil der være et stadigt stigende behov for arbejdskraft, der kan tage sig af opgaver, som ikke lader sig automatisere og mekanisere ‑ f.eks. personhåndtering.

5.3 Med ændringerne i produktionsforhold er det utopisk at forestille sig, at nye teknikker vil være helt uden utilsigtede bivirkninger i form af arbejdsmiljøproblemer og heraf afledte erhvervssygdomme. Derfor er en væsentlig del af arbejdsmedicinerens funktionsområde at forsøge at være opmærksom på nye teknikker, nye materialer, disses håndtering m.v. samt konstant være på vagt overfor umiddelbart uforklarlige sygdomstilstande.



Referancer

[1] Primær forebyggelse: Beskyttelse af individets helbred ved at hindre at sygdom opstår. Eksempler: Effektiv ventilation eller brug af personlige værnemidler ved omgang med farlige kemikalier. Maskinbestyttelse. Substitution af farlige stoffer med mindre farlige.

[2] Sekundær forebyggelse: Sikring af individers og gruppers mulighed for tidlig diagnostik samt omgående og effektiv indgriben for at afhjælpe helbredsproblemer i tidlige fase. Eksempler: Blymonitorering. Stråledosismonitorering. Screeningsundersøgelser/gruppeundersøgelser.

[3] Tertiær forebyggelse: Indgriben for at udelukke eller mindske lang‑ varig svækkelse og uarbejdsdygtighed og for at mindske lidelse, som skyldes afvigelse fra sundhed. Eksempler: Revalidering og andre tiltag, der har til formål at lette patientens tilpasning til den ændrede tilstand.

 


Siden er sidst opdateret 23-6-2014



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk