

Der er mange ting, de nye elever, der begynder i skole i denne tid, skal huske.
Men et af de allervigtigste råd til de nye trafikanter, lyder, at de - og deres forældre - skal huske deres cykelhjelm, når de begiver sig ud i trafikken, siger ledende oversygeplejerske på Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus, Christian Jørgensen.
Sammen med det øvrige personale på skadestuen ser han konsekvenserne af, hvad der sker, når man ikke har hjelm på.
Hver uge tager man imod flere børn under 14 år, som kommer ind på skadestuen efter fald på cykel. Sidste år var det 289 børn, for hvem cykelturen endte galt, og tendensen er, at tallet stiger i august og september.
For at forhindre, at det går rigtig galt og hovedet kommer til skade, er det vigtigt at huske cykelhjelmen.
Så da stationsleder Henrik Munk Andersen (t.v.) fra Falck fredag d. 12. august lagde vejen forbi skadestuen med en kasse cykelhjelme, som skadestuen herefter kan dele ud til de små patienter, så blev han hilst varmt velkommen af ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen (th.).
Lille Johanne, der var på skadestuen i forbindelse med et uheld på trampolinen, fik som den første lov til at prøve en hjelm:
Se TV Syds indslag fra dagen her
Senest fagligt revideret: 12-08-2011
Siden er sidst opdateret 13-8-2011
Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring