Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden
Forside - Sydvestjysk SygehuspilOm ospilPressepilNyheder 2012pilEndnu et skridt er taget på vejen mod et akutsygehus i Esbjerg

Endnu et skridt er taget på vejen mod et akutsygehus i Esbjerg

På regionsrådsmødet sidst i februar tog Region Syddanmark endnu et skridt frem mod at få akutsygehuset i Esbjerg etableret. Det skete med beslutningen om blandt andet at afsætte 15,5 mio. kr. til udvendige bygningsvedligeholdelse på sygehuset. Pengene til vedligehold skal bruges til at skifte vinduer og tag ud i forbindelse med byggeri af ny bygning til sygehusets dialyse og om- og tilbygning af laboratorium. Nybyggeriet og vedligeholdelsesarbejder begynder i juni måned.

”Nu går vi for alvor i gang med at omdanne sygehuset i Esbjerg til et akutsygehus. Når sygehuset i Esbjerg bliver akutsygehus betyder det, at 230.000 borgere i det sydvestjyske - ligesom de øvrige syddanskere – møder speciallægerne som de første på sygehuset, hvis det bliver akut syge eller kommer alvorligt til skade, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

”Akutsygehuset i Esbjerg er et meget vigtigt fjerde ben i Region Syddanmark sygehusplan. De øvrige akutsygehuse kommer til at ligge i Odense, Kolding og Aabenraa, og de tre projekter har vi fået statskroner til. Vores ansøgning om statskroner til Esbjerg er blevet afvist. I regionsrådet har vi dog givet hinanden håndslag på selv at finde de omkring 600 mio. kr., det vil koste at etablere et stort og moderne akutsygehus i Esbjerg. Regionsrådet anser akutsygehuset i Esbjerg som en meget vigtig brik i Region Syddanmarks samlede sygehusplan”.

Omdrejningspunktet i det kommende akutsygehus - den Fælles Akutmodtagelse (FAM) - skal etableres i stueetagen i den gamle centrale sengebygning. Sygehusets intensivafdeling skal placeres på etagen over FAM. Efter planen skal den fælles akutmodtagelse og den intensive del stå klar 2014. Før de to etager kan indrettes til dette skal der skaffes nye lokaler til dialysen og den kliniske del af laboratoriet, der i dag er placeret i denne del af sygehuset. Dialysen vil få til huse i en ny etage oven på sygehusapoteket og onkologisk afdeling. Om- og tilbygning af laboratoriet med den kliniske del sker i forbindelse med laboratoriebygningen på parkeringspladsen ved Lunde Allé. Disse byggeopgaver er lige nu ude i licitation. Det forventes at det i april 2012 bliver afgjort, hvem der får opgaven. Byggeriet kan så gå i gang umiddelbart derefter. Den samlede pris for disse byggerier er cirka 110 mio. kr.

”Når vi har den Fælles Akutmodtagelse på plads bliver næste skridt en ny sengebygning med moderne en-sengsstuer. Den nye sengebygning skal rumme op til 158 senge”, siger Carl Holst.

Den samlede generalplan for Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg omfatter etableringen af en ny Fælles Akutmodtagelse, en udvidelse af intensivkapaciteten, en ny dialysebygning, en om- og tilbygning til laboratoriet, en ombygning og udvidelse af nuklearmedicinsk afdeling, en ny sengebygning samt diverse renoveringsarbejder.
Den samlede generalplan forventes at være gennemført i 2018 og kommer i alt til at koste godt 600 mio. kr. – eksklusiv medicoteknisk udstyr.

Senest fagligt revideret: 19-03-2012


Siden er sidst opdateret 19-3-2012



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring