Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Det skæve bid kan opereres væk

Hvert år går 160 patienter ud af svingdøren ved Sydvestjysk Sygehus efter operation i kæberne. En af dem er 21-årige Mette, der slap af med sit underbid – og sine smerter. 

Foto: Tine Hvolby

Mette som hun så ud før og efter operationen. Underbiddet er arveligt i hendes fars side af familien. Foto: Tine Hvolby


Når man taler med 21-årige Mette Møller Sørensen, kan man næsten ikke ane, at hun for tre år siden gik rundt med et markant underbid.

- Når jeg ser billeder fra før, tænker jeg bare: Åh, siger hun ærligt og ler.

Siden Mette var barn, har hun vidst, at hun en dag skulle opereres for at slippe af med det skæve bid.

- Når jeg havde spist noget hårdt, fik jeg ondt i kæberne. Og det blev værre med årene.

Et år forud for operationen fik Mette tandbøjle på, og i 2009 blev hun opereret   på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

- Jeg græd lige inden operationen, selv om jeg ellers var blevet godt informeret. Ville jeg have meget ubehag, når jeg vågnede? Og hvordan ville mit udseende være forandret?fortæller Mette.

Dårligt bid

Grundig information er netop noget, tandlægerne på kæbekirurgisk bruger meget tid på over for nye patienter.

- De skal være indstillet på at få ændret deres udseende betydeligt. De skal også kende risici – som for eksempel at de måske ikke får følelsen 100 procent tilbage i læberne, siger overtandlæge Jens Thorn.

For det meste er patienterne dog mere end villige til at løbe en lille risiko. For mange af dem kommer med problemer, der er langt værre, fortæller Jens Thorns kollega, overtandlæge Janne Ingerslev:

- Nogle har et så dårligt bid, at de ikke kan bide en mad over. Nogle er meget kede af deres udseende, har et lavt selvværd og er blevet mobbet hele livet. Og så kan et skævt bid også medføre smalle luftveje, fordi der ikke er ordentlig plads til at trække vejret, siger hun.

- Derfor er det på mange måder så tilfredsstillende at kunne hjælpe disse mennesker, siger Jens Thorn.

Kan se forskellen

Da Mette Møller Sørensen vågnede op efter narkosen, var hun tør i munden og stram i ansigtet. Men efter fire dage var hun klar til at blive udskrevet og passet hjemme hos sine forældre.
- Min mor var god til at lave noget flydende mad til mig, så jeg ikke skulle leve af suppe hele tiden, husker hun og pointerer, at operationen og tiden i sygesengen 
har været det hele værd.

- Det har været en rigtig god oplevelse og ikke så slemt, som jeg frygtede. Smerterne er væk, hvilket er rigtig dejligt. Og selv om jeg aldrig er blevet drillet med mit underbid, har det helt sikkert gjort noget for selvtilliden, at jeg ikke har det mere. Nu kan jeg se og mærke forskellen.


Fakta

Kæbekirurgi

Kæbekirurgisk afdeling på Sydvestjysk Sygehus beskæftiger tre overtandlæger, som har speciale i tand, mund og kæber. Dertil kommer et korps af konsulenter, som afdelingen trækker på efter behov.
Afdelingens kerneopgave er operation af såkaldt vækstbetinget kæbeanomali – altså kæber, der ikke vokser korrekt og derved giver over- eller underbid.
Afdelingen hjælper også patienter, der mangler kæbeknogler efter en ulykke eller operation eller har nedslidte gummer efter mange års brug af tandprotese.

Mad efter operation

Hvad spiser man, hvis man lige er blevet opereret i kæben?
Mette Møller Sørensens mor, Pia Sørensen, giver gode tips til varieret mad i flydende form i en pjece, der kan downloades fra hospitalets hjemmeside.

Artiklen har været bragt i magasinet  Sund i Syd Nr. 3 2012.

Magasinet finder du blandt andet hos lægen eller i elektronisk form på sundisyd.dk


02-07-2012 | Af Marlene Grøftehauge

Senest fagligt revideret: 29-03-2012


Siden er sidst opdateret 3-7-2012



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring