Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Hæmodialysebehandling

Nyrernes opgaver

  • At rense blodet og dermed fjerne uønskede affaldsstoffer fra kroppen, blandt andet carbamid og creatinin.
  • At regulere saltbalancen og udskille væske.
  • At regulere kalkstofskiftet.
  • At hjælpe til ved dannelsen af nye røde blodlegemer.
  • At hjælpe til med reguleringen af blodtrykket.


Ved forskellige nyresygdomme nedsættes disse funktioner i varierende grad.
Det kan betyde en gradvis ophobning af affaldsstoffer og væske i kroppen. Kroppen bliver langsom forgiftet.

I begyndelsen kan man behandle med diæt, væskebegrænsning og forskellig medicin. Herved kan man ofte gennem længere tid undgå de fleste symptomer.
Disse symptomer er bl.a. træthed, hudkløe, væskeophobning og stigende blodtryk.

Når nyrefunktionen er nedsat til ca. 10 % af det normale, hvilket undersøges ved hjælp af blod- og urinanalyser og almene symptomer, da kommer dialysebehandling på tale.


Hæmodialysebehandling
Selve dialyseprocessen foregår ved hjælp af et filter, det vil sige en kunstig nyre, mens man er tilkoblet en dialysemaskine.

Blodet fra patienten ledes via en plasticslange gennem den kunstige nyre. Her renses blodet for affaldsstoffer og overskydende væske fjernes. Herfra ledes så det rensede blod tilbage til kroppen.

Mens dette foregår ligger man på en stue sammen med 4-5 andre dialysepatienter.
De fleste kommer 3 gange om ugen à 4-5 timers varighed.
De første gange du kommer til dialysebehandling, kan slanger og apparatur virke afskrækkende.
Vær åben over for personalet om dine tanker omkring det.
Det er sygeplejersker, som er oplært i dette speciale, der varetager behandlingen.


Forudsætninger for dialysebehandling
For at få blodet ledt over i den kunstige nyre og tilbage til kroppen igen, må der anlægges en dialyseadgangsvej, det vil sige et dialysekateter eller en A/V-fistel.
Et akut dialysekateter anlægges i lokalbedøvelse i en blodåre på siden af halsen eller i sjældne tilfælde lige under kravebenet.
Kateteret er hurtigt at anlægge og kan straks bruges til dialyse. Der kan også anlægges et mere permanent dialysekateter - dvs. et tunneleret kateter. Det anlægges ligeledes i lokalbedøvelse. Det har som regel en længere holdbarhed. Disse er ofte en midlertidige løsninger indtil en mere permanent adgangsvej kan etableres.

En permanent adgangsvej kan enten være et permanent dialysekateter (læs mere her) eller en A/V-fistel.

En A/V-fistel laves ved en lille operation i amen.
I lokalbedøvelse syes en pulsåre og en almindelig vene sammen, herved kommer en stor blodgennemstrømning.
Efter ca. 4-6 uger er der dannet tydelige blodårer. Heri anlægges ved hver behandling 2 kanyler, så blodet kan transporteres til og fra den kunstige nyre (læs mere her).


Siden er sidst opdateret 2-12-2014



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring