Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden
Forside - Sydvestjysk SygehuspilFagfolkpilPraksissamarbejdepilNyhedsbrevepilNyhedsbrev til almen praksis - Januar 2018

Nyhedsbrev til almen praksis - Januar 2018

NYTÅR 2018

Sydvestjysk Sygehus (SVS) ønsker rigtig godt nytår. Vi ser frem til det fortsat gode samarbejde med almen praksis i det kommende år. Her fremsendes årets første nyhedsbrev med nyt fra SVS og datoer for årets første fyraftensmøder.

 

fyraftensmøde

Foto: Brush-up kursus og fyraftensmøde om diabetes

 

 

Nyheds brevets indhold:

 

 

Lettere adgang til SVS for almen praksis

SVS arbejder på en strategi med fokus på ”rette patient i rette medicinske forløb”.  Praksiskonsulentordningen (PKO) har derfor nedsat et udvalg, der arbejder med at styrke de praktiserende lægers kontaktmuligheder/adgang til SVS. Resultatet heraf er, at der per 1.1. 2018 oprettes sub-akutte tider til hhv. gastroenterologisk, reumatologisk og lungemedicinsk ambulatorium.

Der er desuden indgået en aftale med de medicinske specialer om, at almen praksis i dagtimerne har mulighed for 1) direkte telefonisk adgang til specialelæger og 2) telefonisk adgang til ambulatoriernes sekretariater for administrative spørgsmål.

Oversigten er vedlagt nyhedsbrevet.

 

Anlæggelse PEG sonder

SVS ønsker at optimere forløbet i forbindelse med anlæggelse af PEG sonder. Formålet er at tilbyde patienterne et så hensigtsmæssigt forløb som muligt. Det betyder, at Kirurgisk Afdeling tilbyder journaloptag, anæstesitilsyn og anlæggelse PEG sonde i rus indenfor samme dag.

Når en patient ønskes henvist til anlæggelse af PEG sonde er det vigtigt, at patienten informeres om risici forbundet hermed:

  • Risiko første gang er, at ventriklen ikke fæstner sig til forreste bugvæg og løsner. Der kan opstå lækage ud i bughulen.
  • Eventuel fejlplacering er også muligt, hvor man under procedure kan gå igennem anden tarm med lækage til følge.
  • Lækage under sonden kan være katastrofalt. Dødelighed ved anlæggelse af PEG-sonder er omkring 1 %.
  • Der kan forekomme tilfælde hvor gastroskopi er besværligt/umuligt pga. anden sygdom i øvre gastrointestinaltragt (cancer, strålebehandling etc.). Her må anden teknik overvejes, evt. åben kirurgi. 

Henvisningen skal indeholde følgende informationer:

  • Anmodning om anlæggelse af PEG sonde
  • Indikation
  • Tidligere operationer i maven, hvis ja, hvor er cikatricerne placeret/hvad er patient opereret for?
  • AK – behandling, hvis ja, hvilke medikamenter?
  • Informeret samtykke inkl. information om risici ved anlæggelse af PEG sonde (beskrevet ovenfor)

Indgrebet foregår hovedsagligt på Grindsted matriklen.

 

Ortopædkirurgisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus tilbyder fra årsskiftet to nye specialer

I det nye år tilbyder Ortopædkirurgisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus to nye specialer.

Afdelingen har i lang tid haft håndkirurgi, med ansættelse af ny speciallæge i håndkirurgi, kan vi nu også tilbyde, at modtage de mere specielle håndkirurgiske problematikker.

Den nyansatte håndkirurg er uddannet i Odense, Kolding og senest Sønderborg, der har regionsfunktion på håndkirurgiske problemstillinger. Der kan henvises via Cosmic, hvis patient har et håndkirurgisk problem.

Afdelingen har desuden ansat en ny professor og specialist i idrætsmedicin. Dette nye speciale ser vi meget frem til på afdelingen, da idrætsmedicin er et helt nyt tiltag. Specialet omhandler akutte og kroniske skader opstået i forbindelse med idræt. Der kan henvises via Cosmic som vanligt. Påfør venligst ”idrætsmedicin” i henvisningen.

Vi ser frem til at kunne modtage de to nye specialiserede patientgrupper.

 

Satspuljeprojekt – Trin for trin ned af overvægtstrappen 

Projektet er afsluttet ved udgangen af 2017, men SVS har fortsat tilbud til overvægtige børn i overvægtsambulatoriet.  Praktiserende læger må henvise børn og unge med overvægt til ambulant opfølgning og udredning i børneambulatoriet som hidtil.

 

Indvandrermedicinsk Enhed lukkes

Direktionen har besluttet, at Indvandrermedicinske Enhed på SVS lukker. Lukningen er trådt i kraft 1.1. 2018.

Enheden har eksisteret siden 2.11.2015 og i perioden til d. 1.4.17 har der været 27 henvisninger, heraf har 5-6 patienter haft et ambulant forløb på enheden.

Resten er visiteret videre til Indvandrermedicinsk Klinik (IMK) på OUH, PTSD- klinikken, psykiatri o. a.

For de praktiserende læger betyder det, at patienter/ borgere i målgruppen*, henvises direkte til IMK på OUH (link) i stedet for til Indvandrermedicinsk Enhed på SVS, samt til øvrige relevante samarbejdspartnere, se bl.a. også Afdeling for traume og torturofre (link).

På SVS er der fortsat fokus på patienter med anden etnisk baggrund og deres specielle behov og problemstillinger. Det er et ønske, at der uddannes flere nøglepersoner i de respektive specialer/afdelinger, som sammen med 2 tovholdere danner et team, som får tilført og vedligeholdt kompetencer, der kan komme den enkelte patient og personale til gavn under indlæggelsen.

*”Patienter med anden etnisk baggrund med komplicerede helbredsproblemer, hvor problemstillingen er kompleks og sammensat. Typisk har patienterne mange somatiske og psykiske symptomer, og er tidligere forsøgt udredt og behandlet hos mange speciallæger og sygehusafdelinger”.

Brush-up kursus og fyraftensmøde om diabetes

Den 28. november 2017 deltog 26 personer i et brush-up kursus for praksispersonale. Programmet bød på undervisning i opstart af insulin- og GLP-1 behandling. Efterfølgende var både praksispersonale og praktiserende læger inviteret til fyraftensmøde, hvor i alt knap 50 personer deltog. Overlæge Per Heden Andersen fra Endokrinologisk Afdeling holdt oplæg om insulinbehandling, forebyggelse og behandling af sendiabetiske komplikationer og Diabetesambulatoriet på SVS.

 

Fyraftensmøder 2018

I 2018 er følgende temaer for fyraftensmøder planlagte:

  • Plastikkirurgi 20. februar 2018
  • Hovedpine og trombolysebehandling 24. april 2018
  • Pædiatri – sommer/efterår 2018

Sæt allerede nu kryds i kalenderen, invitation og program sendes ud separat.

 

Desuden inviterer Ole Holm-Thomsen, Lægevagtchef og Christian Jørgensen, ledende oversygeplejerske, FAM SVS til en temadag 19. februar kl. 17-20 vedr. Lægevagtens rolle og håndtering af døde – i et tværfagligt samarbejde. Der vil også være en orientering om genetablering af Brobyggeordningen på SVS. Arrangementet afholdes i personalekantinen, 5. sal (sengebygningen) SVS. Invitation og program sendes separat.

 

 

Nyhedsbrevet udgives af Sydvestjysk Sygehus og udsendes 4-5 gange årligt til praktiserende læger i Sydvestjysk Sygehus’ samarbejdskommuner. Redaktionen består af Praksiskoordinator Jytte Møller jsmoks@dadlnet.dk og AC fuldmægtig Sanne Fribo Møller Pedersen sanne.fribo.moller.pedersen@rsyd.dk


Siden er sidst opdateret 14-6-2018



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk