Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Sydvestjysk sygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden


SVS løb med stafetten

Bragt i nyhedsbrevet SVS-NYT den 5. juni 2018

Hele vejen fra Esbjerg til Rom. Næsten så langt gik og løb seje deltagere fra Sydvestjysk Sygehus for den gode sag, da Kræftens Bekæmpelse inviterede til Stafet for Livet i Esbjerg. På Team Røntgen gik holdkaptajn Alice forrest i mere end en forstand, mens Børne- og Ungeafdelingens søde sygeplejersker repræsenterede sygehuset flot på anden vis.
 

SVS-NYT

En stor hund har lagt sig ovenpå fem-årige Ingrids lille hund, og nu er benet brækket. Heldigvis er sygeplejerske, Susanne og hendes kolleger fra Børne- og Ungeafdelingen klar til at hjælpe i teltet, hvor den populære Bamseskadestue har hjemme ved årets Stafet for Livet i Esbjerg.     

- Ved du godt, at regnbuevand hjælper rigtig godt på skoldkopper?


Sygeplejerske Camilla Kjøgx sidder med prikkede dukke Rosa i hænderne. Lige ved siden af sidder Rosas unge mor, Emily på tre år. Rosa har netop fået konstateret skoldkopper, så
Camilla Kjøgx går på jagt efter den farvestrålende flaske med mirakelmidlet regnbuevand.

Der er rift om flaskerne, for faktisk er regnbuevand rigtig godt for mange ting – i hvert fald på en bamseskadestue, som den sygeplejerskerne fra Børne- og Ungeafdelingen hvert år åbner til Stafet for Livet i Esbjerg.


I år er ingen undtagelse og på godt tre timer tilser de travle sygeplejersker flere end 100 tilskadekomne eller syge bamser og dukker.  Alle som en tages de imod med smil og overskud – det 44 mand store hold fra Børne- og Ungeafdelingen er nemlig vilde med Stafet for Livet!


- Vi brænder for stafetten og alt, hvad weekenden fører med sig af ømme ben, røde næser, trætte hoveder og masser af hygge med kollegerne og vores familier, fortæller Camilla Kjøgx, der i flere år har været holdkaptajn.


Kaptajn med kilometer i
Mens nogen holder Bamsehospitalet i gang er andre i gang på banen, hvor stafetten holdes kørende i 24 timer. Børneafdelingen når i alt 3.300 runder svarende til imponerende 1.320 kilometer – og det er altså på bare ét døgn!


Ude på banen krydser de hyppigt kolleger fra Radiologisk afdeling, der ved stafettens slutning har tilbagelagt godt 560 kilometer. Heraf står holdkaptajn Alice Bang for de 50 alene, mens et par kolleger lægger sig lige efter med cirka 44 kilometer. Sande pragtpræstationer under bagende sol, men selv om det giver lidt "credit" blandt kollegerne, så er det for hyggen, samværet og den gode sag, at Team Røntgen år efter år stiller stafethold.

-  Vi er slet ikke i tvivl om, at vi støtter en god sag ved at deltage. Vi er ofte det første led, når mistanken om kræft opstår. Det er os, der tager det første røntgenbillede eller foretager den første skanning, som skal vise hvor i kroppen den uretfærdige sygdom har ramt. Det er også os, der foretager de efterfølgende kontrolskanninger. Det er fantastisk at opleve den styrke og livsvilje kræftpatienter ofte har på trods af deres sygdom. De er med til at gøre vores arbejdsdag mere overkommelig, og give os lysten til at blive endnu bedre til det, vi gør. I vores arbejde ser vi dem kæmpe, her ved stafetten kæmper vi for dem, smiler Alice Bang. 

Alt i alt lykkedes det de to afdelinger at samle godt 24.000 kroner ind. Alle pengene fra Stafet for Livet går til forskning i kræft.
 

 

SVS-NYT
Radiologisk afdeling stiller med Team Røntgen ved Stafet for Livet. Holdet er en god blanding af medarbejdere og deres familier. Siddende nederst til venstre ses holdkaptajn og radiograf Alice Bang, der i løbet af stafetdøgnet løb 50 kilometer! 




 


Siden er sidst opdateret 5-6-2018



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk