Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Hjemmefødsel

Hjemmefødsel - Sydvestjysk Sygehus

3-4 % af alle fødsler i Sydvestjysk Sygehus optageområde foregår i hjemmet.

Der kan være mange grunde til at ønske at føde hjemme. Nogle gravide føler sig ikke godt tilpas på et sygehus, andre vil bare gerne være hjemme i de vante omgivelser.


Ret til jordemoderbistand i hjemmet
Du har ret til at få en jordemoder ud til fødslen.

Hjemmefødsler varetages af jordemødrene fra en Kendt Jordemoderordning.

Du kan vælge at gå til jordemoder hos dem i Esbjerg eller gå i den jordemoderkonsultation, der er tættest på, hvor du bor/arbejder. Du vil få mulighed for at deltage i fødselsforberedelse på vanlig vis og kan desuden deltage i informationsmøder om hjemmefødsler, hvor du og din partner kan møde de tre jordemødre i ordningen og få afklaret eventuelle tvivlsspørgsmål. 


Hvem kan anbefales at føde hjemme?
Det kan alle gravide med forventet ukompliceret fødsel.

  •  Du skal være sund og rask, haft en normal graviditet og gå i fødsel til terminen (uge 37+0 til uge 41+6).
  •  Du skal have en forventning om at føde uden medicinsk smertelindring.
  •  Hvis du tidligere har født ved kejsersnit, anbefaler vi at du føder på sygehuset.
  •  Ved tvivlstilfælde vil jordemoderen drøfte situationen med en læge.
  •  Det er desuden meget vigtigt, at du og din partner er enige om at vælge hjemmefødsel, så ingen føler sig utrygge ved situationen.

 
Hvis I overvejer en hjemmefødsel
Hvis I overvejer en hjemmefødsel, så snak med din konsultationsjordemoder om det. En af jordemødrene fra Kendt Jordemoderordning 1 vil senest i graviditetsuge 37 aflægge et hjemmebesøg hos jer, hvor der vil være mulighed for at diskutere de konkrete praktiske ting, der er forbundet med at føde hjemme. Hun vil kunne komme med forslag til, hvordan I kan indrette jer, så det er mest hensigtsmæssigt både for kvinden og for jordemoderen under fødslen.

Læs mere Hjemmefødsel 

"Gravide kan trygt føde hjemme" det skriver Forskningsenheden for Almen Praksis, Københavns Universitet, i september 2012. Læs artiklen her


Sådan foregår fødslen
Når du går i fødsel og mener, at du har brug for en jordemoder, ringer du til den vagthavende jordemoder i Kendt Jordemoderordning 1 og aftaler, at hun kommer.
Jordemoderen er der under hele fødslen og bliver 2-3 timer efter barnets fødsel.

Udstyr til fødslen
Jordemoderen medbringer en fødetaske med de ting, hun har brug for til fødslen. Desuden medbringer hun ilt og sug til brug i en akut situation, selvom det er yderst sjældent, at der er brug for det. De ting, I selv skal sørge for; store bind til efter fødslen, afdækning af seng eller madras og godt lys, vil din jordemoder have drøftet med jer forinden.

Fødselsforløbet
Selve fødselsforløbet foregår som ved enhver anden normal fødsel (læs mere: Fødsel på afdelingen for Fødsler). Jordemoderen vil lytte hjertelyd med jævne mellemrum, hyppigere i slutningen af fødslen og under presseperioden. Hun vil ligeledes undersøge dig en gang imellem for at følge fødslens fremgang. I øvrigt vil hun bare være der for jer, præcis som ved en fødsel på sygehuset.

Smertelindring
Jordemoderen kan tilbyde steriltvandspapler samt akupunktur som smertelindring. I kan selv sørge for hvedekerneposer til opvarmning eller badekar til brug under fødslen.
Fødekar, som kan købes eller lejes, find det på internettet, kan naturligvis også "bare" anvendes til smertelindring, hvis man ikke ønsker at føde i vand (læs mere: Vandfødsel).
Efter fødslen må jordemoderen anvende smertestillende medicin som lokalbedøvelse, hvis kvinden skal syes.

Overflytning
Der kan opstå en situation under fødslen, hvor det kan være nødvendigt at komme ind på sygehuset. Det kan være, hvis fødslen går i stå og du får brug for vestimulation eller hvis du får behov for smertelindring udover varmepuder, varme bade, steriltvandspapler og akupunktur. Ligeledes overflytter man ved grønt fostervand og påvirket hjertelyd, medmindre du er lige ved at føde. En overflytning kan foregå med ambulance, som jordemoderen tilkalder, eller i egen bil afhængig af situationen.

Syning af bristning
De fleste mindre bristninger kan jordemoderen sy i hjemmet ved hjælp af den bedøvelse, hun må anvende efter fødslen. Ved meget store eller uoverskuelige bristninger kan det være nødvendigt at komme på sygehuset for at blive syet. Bagefter kan I oftest komme hjem igen.

Efter fødslen
Jordemoderen bliver 2-3 timer efter fødslen, hvor hun undersøger barnet, måler og vejer det samt tjekker kvindens blødning og hjælper hende tilrette med amningen.
KJO 1 jordemoderen kommer på 2-3 døgn efter fødslen til hælblodprøve, hørescreening og efterfødselssamtalei i hjemmet. Undtaget er de kvinder, der skal have injektion af anti-D efter fødslen. Denne injektion må ikke gives i hjemmet, så de får en tid i Barselsklinikken 2-3 døgn efter fødslen til injektion samt hæl-blodprøve, hørescreening og efterfødselssamtale. I har ligeledes mulighed for at ringe til Barselsklinikken for råd og vejledning de første 7 dage efter fødslen.
Førstegangsforældre tilbydes et hjemmebesøg dagen efter fødslen, hvor man har mulighed for at snakke om blødning, amning og spædbarspleje med jordemoderen


Kontakt
Telefonnummer til vagthavende jordemoder i Kendt Jordemoderordning 1: 2910 6199
 


Siden er sidst opdateret 4-6-2021



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring