Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Sydvestjysk sygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden


Store maskiner og seje hjelme. Ses vi?

Bragt i nyhedsbrevet SVS-NYT den 25. august 2017
Programmet for Åbent hospital søndag den 3. september er klar. Sydvestjysk Sygehus inviterer indenfor fra kl. 10.00. Der bliver en masse at opleve, prøve, se og endda smage for både små og store.
 
Byggeri - illustration
Sydvestjysk Sygehus udbygges for mere end 700 millioner kroner. Den gigantiske forvandling forventes helt færdig i 2020. Der er endnu et stykke vej til sygehuset tager sig ud som på billedet, men håndværkerne knokler. Søndag den 3. september holder de inde for der inviteres små og store til at nærstudere byggeriet.
 

Store maskiner, blå balloner, bolsjer og seje sikkerhedshjelme!

Er du forælder til en frisk dreng – eller ditto pige – så sæt kryds i kalenderen søndag den 3. september. Her åbner Sydvestjysk Sygehus dele af sin byggeplads og inviterer til en sjov, spændende og lærerig dag med mulighed for at både smage, lege, se og prøve en masse. Alt sammen for at gøre små og store klogere på hvad, hvorfor og hvordan Sydvestjysk Sygehus i disse år gennemgår en større forvandling.     

De yngste vil kunne kravle helt op på nogle af de store maskiner, der til hverdag arbejder på at ud- og ombygge sygehuset for millioner af kroner. Det vil selvfølgelig ske på forsvarlig vis og med hjelm på hovedet – oplevelsen kan endda tages med hjem i form af et billede, som printes på stedet.     

Der er åbent hus fra kl. 10.00-14.00, men kl. 10.15 startes formelt med velkomsttaler og uddeling af kaffe og kage samt juice til de yngste gæster. Her stopper smagsoplevelserne dog ikke, for dagen igennem vil man kunne komme helt tæt på smagsprøver af nogle af de mellemmåltider, som sygehusets patienter nyder godt af. Det sker også i teltet, hvor køkkenet serverer citronfromage, jordbærgrød og marcipanbrød.  

Cirka kl. 10.30 vil der være rundvisning i byggeriet, hvor byggefolk og plejepersonale står klar til at vise og fortælle om spændende byggeprojekter, der både kommer patienter, pårørende og personale til gavn, når byggeriet står færdigt i 2020.

Man kan blandt andet blive klogere på facadeprojektet, den nye sengebygning med flere end 150 enestuer og sygehusets nye bespisningskoncept ligesom der også vil kunne kigges nærmere på det rum, der bliver hjem for SVS’ nye kirurgirobot. 

Arrangementet er døbt Åbent hospital og tager sit udgangspunkt i Østergade 84. 

Åbent hospital er en del af en landsdækkende kampagne "Vi bygger for livet", Danske Regioner har sat i gang. I alt holder 19 sygehusbyggerier Åbent hospital den 3. september.
I Region Syddanmark holder Nyt OUH, Psykiatrisk Afdeling i Vejle og Aabenraa og Sydvestjysk Sygehus Åbent hospital.

 


Siden er sidst opdateret 24-8-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring