Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

 Header SVS april 09Til Region SyddanmarkTil forsiden


Forside - Sydvestjysk SygehuspilOm ospilNyhedsbrevpilNyhedsbrev 15. decemberpilJulen er traditionernes tid - også på børne- og ungeafdelingen

Julen er traditionernes tid - også på børne- og ungeafdelingen

Bragt i nyhedsbrevet SVS-NYT den 15. december 2017

På Børne- og Ungeafdelingen på SVS værnes der om traditionerne. De seneste år er flere nye kommet til, for den slags prioriteres højt. Traditioner giver nemlig både patienter og medarbejdere noget vigtigt.
 

 


Hospitalsklovne i julehopla, læger og sygeplejersker i Luciaoptog og stor kreativitet ved klippe-klistre bordet.

Også på Børne- og Ungeafdelingen på Sydvestjysk Sygehus nærmer årets hyggeligste højtid sig for alvor. Hele julemåneden bliver her julet. Noget er faste traditioner, mens andet opstår mere spontant. For eksempel når en elev fra byens Musikkonservatorium bryder ud i julesang eller et af Esbjergs kendte værtshuse uventet vælger at donere overskuddet fra årets julebanko til afdelingen.


- Der sker rigtig meget her hele december. Mange tænker på os i denne tid og det er dejligt, smiler afdelingssygeplejerske, Tone Mørch.


Det er dog langt fra alt det julehyggelige der finder vej ind på afdelingen udefra – rigtig meget af hyggen skaber afdelingens medarbejdere selv. Det årlige Luciaoptog gik for tredje år i træk gennem afdelingen i denne uge ligesom det også er tradition, at sygehuspræst Pernille Svenningsen holder julegudstjeneste i børnehøjde og at sygehuset sørger for juletræ, som de indlagte børn og deres søskende fremstiller pynt til ved afdelingens klippe-klistrebord. Alt sammen traditioner på Børne- og Ungeafdelingen og dem værnes der om.


- Vi har fokus på at opretholde, men også skabe nye traditioner, for de er vigtige især her i december. For vores patienter er de med til at skabe hygge og en god stemning i en tid, hvor det ikke er så sjovt at være indlagt, mens traditionerne for vores medarbejdere skaber sammenhold og binder dem sammen, siger Tone Mørch. 


Hjem og tilbage igen
Juleaften er stadig over en uge væk og endnu ved ingen, hverken hvem eller hvor mange børn og unge, der vil være indlagt den 24. december.


- Alle vil selvfølgelig gerne hjem juleaften for at holde jul, og det plejer da også kun at være de mest syge, der bliver her, mens resten tager hjem i nogle timer og kommer igen ud på aftenen. Det kan i mange tilfælde godt lade sig gøre, hvis man for eksempel modtager behandling via drop, for så kan man få det lige inden man tager af sted og igen, når man kommer tilbage, mens det er lidt vanskeligere for de børn, der for eksempel er tilsluttet ilt, siger Tone Mørch, der garanterer, at hendes kolleger vil sætte alle sejl til for at give de indlagte børn en dejlig juleaften på afdelingen.

I løbet af dagen kigger julemanden selvfølgelig forbi med gaver til alle og om aftenen er der julemad og hygge.   
 

SVS-NYT
Tidligere i december inviterede sygehuspræst, Pernille Lydeking Svenningsen, til børnegudstjeneste på Børne- og Ungeafdelingen. Også afdelingens pædagog, Lars Okholm Knutzen, tog del i begivenheden.




    


Siden er sidst opdateret 15-12-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring