Skip til primært indhold

Sydvestjysk Sygehus får ny skotsk gæsteprofessor i klinisk mikrobiologi

Professor Matthew Holden er pr. 1. marts udnævnt til adjungeret professor i klinisk mikrobiologi på Institut for Regional Sundhedsforskning – Sydvestjysk Sygehus.

Professor Matthew Holden blev den 1. marts udnævnt til adjungeret professor i klinisk mikrobiologi på Institut for Regional Sundhedsforskning – Sydvestjysk Sygehus. Han varetager gæsteprofessoratet sideløbende med sit professorat ved St Andrews Universitet, der er det ældste universitet i Skotland.

Med over 150 publikationer er Matthew Holden en anerkendt forsker inden for helgenomsekventering og epidemiologi af infektionssygdomme. Ligesom han gennem Public Health Scotland leder Skotlands bidrag til COVID-19 Genomics UK consortium, der indsamler, sekventerer og analyserer COVID-19-prøver.

En ekspertise som Matthew Holden vil trække på, når han de næste fem år er gæsteprofessor ved Institut for Regional Sundhedsforskning - Sydvestjysk Sygehus:

'Infektioner kender hverken til eller respekterer landegrænser. Derfor ser jeg også utroligt meget frem til samarbejdet, fordi det åbner for nogle unikke muligheder for at sammenligne undersøgelser på tværs af landegrænserne. Min ambition er, at vi ved fælles at samle erfaringer kommer til at stå stærkere med nogle solide forskningsprojekter', siger Matthew Holden.

Helegenomsekventering – et diagnostisk værktøj

Hos John Coia, der er professor og forskningsleder inden for klinisk mikrobiologi på Sydvestjysk Sygehus, vækker udnævnelsen af den nye gæsteprofessor stor glæde:

'Den ekspertise, som Matthew Holden bringer med sig, kommer til at understøtte implementering og anvendelse af helgenomsekventering. Det er et diagnostisk værktøj, som gør det muligt at kortlægge, hvordan fx en sygehuserhvervet infektion har spredt sig og dermed forebygge spredning af infektioner på sygehuset', siger John Coia.

Udnævnelsen giver samtidig rig mulighed for at udveksle erfaringer på området, ligesom de store mænger af data, som analyserne fra helgenomsekventering generer, vil kunne anvendes til fremtidig forskning.

John Coia tilføjer, at implementeringen af helgenomsekventering ikke alene vil være en gevinst inden for det mikrobiologiske forskningsfelt, men for hele det diagnostiske område og på tværs af sygehusafdelinger:

'Helgenomsekventeringen kan anvendes inden for flere forskellige kliniske områder som fx mavetarmsygdomme og endokrinologi. Derfor vil det være en stor fordel for sygehuset, hvis teknikken bliver implementeret og gøres lettilgængelig for sygehusets forskere og klinikere', siger John Coia.

Matthew Holden er udnævnt adjungeret professor i perioden fra 1. marts 2021 til 28. februar 2026.

APPFWU01V